Satsningsområder – Københavns Universitet

Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet
Resize Print Bookmark and Share

Forskerskole Øst > Om Forskerskole Øst > Satsningsområder

Forskerskolens satsningsområder og faglige initiativer

Forskerskolens faglige arbejdsområde er de fagområder, hvor de samarbejdende parter har dokumenteret faglig styrke:

  • Funktionel lingvistik
  • Sociolingvistik
  • Datalingvistik og formel sprogbeskrivelse
  • Diskursanalyse og tekstlingvistik
  • Anvendt sprogvidenskab, fremmedsprogsindlæring, læseforskning
  • Fremmedsprogsforskning, herunder kontrastiv lingvistik, oversættelse og dansk som fremmed- og andetsprogsforskning
  • Editionsfilologi og Leksikografi
  • Historisk sprogforskning

Forskerskolen organiserer regelmæssigt tilbagevendende kurser. Det drejer sig om to basiskurser, der giver et overblik over det sprogvidenskabelige forskningsfelt, et kursus i sprogvidenskabens historie og sprogteori, et metodekursus samt 3 kurser, som har til formål at forbedre stipendiaternes sprogvidenskabelige håndværk: statistik-kursus, kursus i afhandlingsskrivning og kursus i akademisk overlevelse. Derudover organiserer skolen et et torsdagsseminar fire til fem gange hvert semester. Her mødes stipendiaterne og deres vejledere for at gennemdiskutere de enkelte projekter, også med henblik på almene problemstillinger: datas sammenstilling og pålidelighed, teoriers formåen og rækkevidde etc. Et andet formål med seminarerne er optræning i at kunne formulere og forsvare sine standpunkter i en diskussion og modtage input fra andre, kort sagt at se sig selv i perspektiv. Endelig arrangerer skolen, blandt andet efter initiativ fra stipendiater, en række master classes, hvor førende forskere giver et indblik i deres bidrag til at flytte grænserne for vor viden.

Det er vigtigt for os at skabe et nærmiljø for stipendiaterne, der rækker ud over det snævre enkeltinstitutionelle miljø. Det giver et netværk, som man kan trække på såvel i arbejdet med forskningsprojektet som i det videre karriereforløb. 

Forskerskolen arbejder tæt sammen med de to andre sprogvidenskabelige forskerskoler i Danmark, Graduate School in Language and Communication i Odense og Forskerskole Nord, dvs. Århus og Ålborg. Forskerskolen deltager endvidere i NordLing, et nordisk kursussamarbejde mellem forskerskoler inden for sprogvidenskab.