Referat af bestyrelsesmøde den 5. december 2002 – Københavns Universitet

Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet
Resize Print Bookmark and Share

Forskerskole Øst > Referater > 05-12-2002

Referat af bestyrelsesmøde

Forskerskole Øst

5. december, 2002

 

Til stede:

Rie Bülow-Møller, Professor, HHK
Frans Gregersen, Forskerskoleleder
Lars Heltoft, Professor, RUC
Lisbeth Falster Jakobsen, Lektor, KU
Alex Klinge, Lektor, HHK

Lise Bernhardt, Ph.d.-stipendiat, KU
Tine Knoth, Ph.d.-stipendiat, KU

Dorthe Scherling, Informationsmedarbejder

Afbud:

Lars Stæhr Jensen, Ph.d.-stipendiat, HHK

Referent: Dorthe Scherling
 

Mødet var indkaldt med følgende dagsorden:

1.  Bemærkninger til dagsorden

2.  Meddelelser, herunder rapporter om uddelingerne, ny forskningsrådsorganisation, ny universitetslov

3.  Samarbejde med de andre forskerskoler

4.  Regnskab (foreløbigt) for 2002 og kommentarer til det forløbne års aktivitet
 
5.  Budget for 2003 og kommentarer til den planlagte aktivitet

6.  Kursuspoints for fremlæggelser på Torsdagsseminarer, jvf. referat af kursusudvalgets seneste møde og brev fra Tine Knoth

7.  Planlægning af repræsentantskabsmødet

8.  Initiativer til forbedring af vejledningen

9.  Forskerskolen har fået tildelt to FFF-pladser. Til den ene har vi inviteret Deirdre Wilson, og hun kommer. Vi skal have fundet en forelæser til den anden.

10. Kurser - med særlig henblik på tilslutning

11. Eventuelle gæstestipendier: Herunder skolens forudsætninger for at modtage gæstestipendiater.

12. Eventuelt

 

1. Bemærkninger til dagsordenen

Ingen.

2. Meddelelser, herunder rapporter om uddelingerne, ny forskningsrådsorganisation, ny universitetslov

Frans Gregersen oplyste, at Hanne Ruus (medlem af det Humanistiske Fakultetsråd på KU) havde meddelt, at tre af dem, der har fået tildelt stipendier fra Københavns Universitet, har sprogvidenskabelige projekter og vil formentlig finde det relevant at deltage i Forskerskole Østs arrangementer. Det drejer sig om Andreas Woetmann Christoffersen (Italiensk), Hanne Pernille Andersen (Engelsk) og Thomas Kristoffer Olander (Slavisk). Derudover har Kasper Boye fået tildelt et stipendium fra SHF, og han har allerede selv kontaktet forskerskolen. Udover disse har Hanne Ruus oplyst, at der er mulighed for, at 3 mere kunne have interesse i Forskerskole Øst. Frans Gregersen skriver til de udpegede.

Alex Klinge meddelte, at fra HHK var der med sikkerhed 1 stipendiat med emne inden for sprogvidenskab samt 1 mulig.

Frans Gregersen gjorde opmærksom på, at forskerskolerne manglede i forslaget til den ny universitetslov. En dekan/hhv. en institutleder bør kunne afgive specifik kompetence inden for forskeruddannelse til forskerskoleledere.

Frans Gregersen oplyste yderligere, at Forskeruddannelsesrådet (FUR) er blevet nedlagt. Forskerskolerne er nu lagt under et koordinationsudvalg, der har mange andre opgaver, og derfor måske ikke har særlig stor interesse i eller kompetence på området.

3. Samarbejde med andre forskerskoler 

Udsigten til få deltagere på basiskurserne i den kommende tid taler for et samarbejde med andre forskerskoler. Frans Gregersen oplyste, at Forskerskole Østs økonomi i øjeblikket er bedre end Forskerskole Nords, og han foreslog derfor, at Øst betaler nogle basiskurser i år – Forskerskole Nord kan så på et senere tidspunkt arrangere nogle af basiskurserne, så man på den måde nogenlunde får udjævnet udgifterne.

4. Regnskab (foreløbigt) for 2002 og kommentarer til det forløbne års aktivitet

Frans Gregersen gennemgik det foreløbige regnskab for 2002.

Dalende interesse for Torsdagsseminarer, samt det faktum at de i deres nuværende form er en særdeles stor udgift for forskerskolen, medførte at Frans Gregersen foreslog at lave seminarformen om, således at Torsdagsseminarerne kun bliver holdt 1 gang om måneden i stedet for hver 14. dag. Bestyrelsen tilsluttede sig dette forslag.

I forbindelse med det forløbne års kursusudbud oplyste Alex Klinge, at nogle af HHKs stipendiater især datalingvisterne havde givet udtryk for, at der ikke rigtig var noget for dem på forskerskolen. Hele bestyrelsen fandt det vigtigt, at der bliver taget hånd om dette problem hurtigst muligt. Alex Klinge vil derfor i det nye år arrangere et møde med de stipendiater fra HHK, der er tilknyttet forskerskolen, for at undersøge nærmere, hvad de synes forskerskolen skal gøre anderledes.

I forbindelse med ovennævnte problem fremkom bestyrelsen med forslag til, hvordan forskerskolen kan gøres mere attraktiv for flere. Det første nyhedsbrev, som bliver publiceret på skolens hjemmeside, skal gøre klart hvad idéen med forskerskolen egentlig er – hvad dens mission er. Bestyrelsen var enig i, at man i hyrdebrevet skulle understrege vigtigheden i, at stipendiaterne ikke kun tager specialiserede kurser men også mere brede kurser, bl.a. for at blive mere attraktive, når de skal ud og søge job. Som Lars Heltoft påpegede: ”Fleksibilitet giver større karrieremuligheder”.

Rie Bülow-Møller var inde på, at man som stipendiat skulle kunne dokumentere denne bredde, og at det ville være rigtigt for skolen at udvikle et klart og gennemskueligt format for dokumentation af skolens kurser med oversættelse til engelsk.

5. Budget for 2003 og kommentarer til den planlagte aktivitet

Frans Gregersen gennemgik budgettet for 2003. Klik her for at se budgettet. Frans Gregersen gjorde opmærksom på, at dette er et max. budget, dvs. der er regnet med, at alle de nævnte kurser udbydes, hvilket nok ikke er realistisk.

Bestyrelsen vedtog, at resultatet af metodekurset vil være afgørende for, om statistikkurset vil blive udbudt.

Af pædagogiske og økonomiske årsager vedtog bestyrelsen en oprettelsesklausul. Der skal mindst være 8 deltagere (disse kan også komme fra andre forskerskoler) på et kursus. Denne grænse kan dog administreres fleksibelt. Bestyrelsen var også enig om, at det skal indskærpes for nye stipendiater vigtigheden i at tage basiskurser i starten.

Rie Bülow-Møller fremkom med et kursusforslag om tekstlingvistik, som der er stor interesse for på HHK. Bestyrelsen var positivt stemt for idéen.

6. Kursuspoint for fremlæggelser på Torsdagsseminarer, jvf. referat af kursusudvalgets seneste møde og brev fra Tine Knoth

Mads Poulsen anmodede for noget tid siden Kursusnævnet om, at der skulle gives flere point for Torsdagsseminarerne. Kursusnævnet afviste anmodningen med begrundelsen, at seminarerne skulle anses som en privilegeret mulighed for at holde oplæg om sit projekt. Tine Knoth mente, at bestyrelsen også skulle have punktet op at vende. Tine Knoth var af den mening, at man med få kursuspoint undervurderede, hvor meget arbejde stipendiaterne lagde i oplæggene.

For bl.a. at gøre det mere attraktivt for stipendiaterne at holde oplæg på Torsdagsseminarerne, vedtog bestyrelsen, at man får 9 timer for forberedelsen og 3 timer for tilstedeværelse, i alt 12 timer. Denne beslutning kommer til at virke med tilbagevirkende kraft. Således vil stipendiater, der allerede har holdt oplæg modtage nye kursusbeviser i det nye år med forhøjet kursuspoint.

7. Planlægning af repræsentantskabsmødet

Bestyrelsen vedtog at Rie Bülow-Møller, Alex Klinge, Lisbeth Falster Jakobsen samt 1 stipendiat fra KU, HHK og RUC skal holde principielle indlæg på ca. 5-6 minutter hver ved repræsentantskabsmødet.

8. Initiativer til forbedring af vejledningen

I forskerskolens bevilling står der, at skolen skal gøre en indsats for at forbedre vejledningen. Derfor arrangerer skolen også i år et vejlederseminar. Bestyrelsen vedtog at seminaret skal forløbe på følgende måde: seminaret skal vare 1 dag og er kun for vejlederne. Seminaret kommer til at ligge i marts. Vejlederne vil ikke blive betalt for deres deltagelse – forskerskolen har ikke råd, og derudover er det en pligt at kunne vejlede ordentligt. 1 stipendiat der netop er begyndt vil blive inviteret til at holde oplæg om, hvilke forventninger vedkommende har til vejledningen. Derudover vil en supervejleder udefra – måske fra forskerskolen i Antropologi – blive inviteret til at holde oplæg. Om eftermiddagen vil der så være tid til diskussion. 

9. Forskerskolen har fået tildelt to FFF-pladser. Til den ene har vi inviteret
Deirdre Wilson, og hun kommer. Vi skal have fundet en forelæser til den
anden.

Pia Quist og Christina Fogtmann har stillet forslag om Per Linell. De har oplevet ham på en workshop i Linköping. Om fredagen ville han forelæse om den videnskabsteoretiske del af "Approaching Dialogue" (dialogisme vs monologisme), og derudover ville han vejlede inden for interaktionsanalyser. Bestyrelsen besluttede, at give grønt lys til at invitere ham. Han har efterfølgende sagt ja.

10. Kurser - med særlig henblik på tilslutning 

Se venligst under punkt 3, 5 og 6. 

11. Eventuelle gæstestipendier: Herunder skolens forudsætninger for at
modtage gæstestipendiater.

Frans Gregersen gjorde opmærksom på, at der ikke bliver råd til gæstestipendier til næste år.

Når/hvis der på et tidspunkt bliver råd til dette, skal skolen have gode forudsætninger for at tage imod folk udefra (kontor, computer, ect.)

Alex Klinge understregede vigtigheden af internationaliseringen, og at forskerskolen får nogle ind udefra. Lars Heltoft påpegede dog, at det ville blive et problem med sproget på kurserne, hvis der skulle tales engelsk.

Referent: Dorthe Scherling, 17. december, 2002