Referat af kursusudvalgsmøde i Forskerskole Øst den 15. maj 2003 – Københavns Universitet

Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet
Resize Print Bookmark and Share

Forskerskole Øst > Referater > Kursusudvalg 15-05-03

Referat af kursusudvalgsmøde

Forskerskole Øst

15. maj, 2003


Til stede:

Frans Gregersen, Forskerskoleleder, KU
Lars Heltoft, RUC,
Alex Klinge, CBS

Joan Lausen, Informationsmedarbejder

Ph.d.-stipendiater:
Tanya Christensen, RUC
Mads Poulsen, KU
Lars Stæhr Jensen, CBS
Barbara Dragsted, CBS
Signe Poulsen, CBS

Pia Quist, KU (indkaldt til punkt 3)
Anne Mette Hansen, KU (indkaldt til punkt 6)


Referent: Joan Lausen

Mødet blev indkaldt med følgende dagsorden:

1. Bemærkninger til dagsordenen

2. Meddelelser

3. Evaluering af Basis I, Basis II og ASS og konsekvenser heraf. Drøftelse af Per Linells og Deirdre Wilsons masterclasses

4. Udvikling af evalueringspraksis: Får vi de oplysninger, vi har brug for?

5. Torsdagsseminarer i efteråret. Placering og plan, herunder rapport fra mødet mellem stipendiaterne

6. Fortsat kursusplanlægning, herunder Funktionel Grammatik, Editionsfilologi og Oversættelse.

7. Eventuelt

8. Næste møde

 

1. Bemærkninger til dagsordenen

Tanya Christensen foreslog, at der skulle tilføjes et punkt under "Eventuelt": "Kursuspoint"

Mads Poulsen foreslog, at der skulle tilføjes et punkt "Oplægsformidling" (se under punkt 3)


2. Meddelelser

Alex Klinge lagde ud med at berette om Fakultetsrådsmødet på CBS den 14. maj. Stipendiemidler er ikke længere tilskudsmidler på en særlig konto og er derfor blevet et mere oplagt spareobjekt i nedgangstider. I 2003 vil der således kun blive opslået 3 stipendier til besættelse i 2004, og det vides af gode grunde endnu ikke, om alle disse stipendiater ønsker at deltage i Forskerskolen. Beregninger fra forskerskolen antyder at mindst 3 fra CBS er en nødvendighed for at få skolesn samlede stipendieantal op på et rimeligt niveau. Ellers må vi håbe på SHF-uddelingen.

Frans Gregersen forelagde de nye regler fra SHF, der betyder, at alle ansøgere skal søge gennem en forskerskole, og at hver forskerskole må indsende 6 ansøgninger. Det er for alle åbenlyst, at det for en forskerskole med F-ØST’s bredde og størrelse er alt for få. Der vil derfor på bestyrelsesmødet den 12. juni blive udpeget en leder for hvert satsningsområde, således at der kan indsendes 6 ansøgninger fra hvert af disse. Forskerskolen vil efter at have sorteret i åbenlyst ukvalificerede og kvalificerede ikke umiddelbart prioritere ansøgningerne, heller ikke mellem områderne. Vi kan påtage os vejledning inden for stort set alle sprogvidenskabelige områder. Der kan blive tale om at rådgive enkelte ansøgere mht. om deres ansøgning egner sig bedst til SHF eller til fakulteterne, men for langt de fleste vil det give mening at søge begge steder. Opslag og vejledningsmateriale må samles på hjemmesiden.

Frans Gregersen fortalte, at man på Institut for Nordisk Filologi, KU, er blevet enige om en skrivelse om pligter og rettigheder for ph.d.-stipendiater. Skrivelsen kan findes på Nordisk Filologis hjemmeside snarest.

Joan Lausen og Frans Gregersen har efter oplæg fra Nina Sværke Hansen arbejdet på en præsentationspjece for F-ØST, der vil blive behandlet på bestyrelsesmødet d. 12. juni.


3. Evaluering af Basis I, Basis II og ASS og konsekvenser heraf. Drøftelse af Per Linells og Deirdre Wilsons masterclasses

Der var bred enighed om, at Basis I-kurset var yderst vellykket og bortset fra nogle mindre skønhedsfejl kan fortsætte som kurset i marts. For kurser der på denne måde er godkendt efter at have været igennem grundige evalueringer gennemføres fra nu af kun simple evalueringer (jf. nedenfor).

Basis II var ikke helt på plads endnu. Der var en del kritik af den første dag, og deltagerne nævnte bl.a. at det ikke var muligt at diskutere og stille spørgsmål. Lars Heltoft, der var kursusansvarlig vil tage kritikpunkterne op med forelæserne. Der var derudover enighed om, at polyfoni som sådan ikke er en egnet overskrift til en halv dag på Basis II. Det rigtige er formentlig at tale om sprogvidenskabelig tekstanalyse (evt. særlig af fiktionstekster). Der mangler en halv dag om psykolingvistik og det er vigtigt at Basis II tager sprogligt baseret diskursanalyse op (påpeges bl.a. i evalueringerne). For at få plads til disse ændringer blev det besluttet at kulturlingvistik-dagen deles op i 2. Der skal således være ½ dag med kulturlingvistik og ½ dag med diskursanalyse. Det blev derudover besluttet, at tekstlingvistik-dagen skal placeres om fredagen. Polyfoni (jf. ovenfor) skal indgå som en del af denne dag. Argumentation kunne evt. også indgå. Dette vil være afhængigt af, hvem der skal planlægge dagen. Psykolingvistikken kunne placeres sammen med samtaleanalysen, så man har samtaleanalyse ½ dag og psykolingvistik ½ dag.

Signe Poulsen havde i sin evaluering af Basis II givet et forslag til en fælles disposition for underviserne på Basis II. Det blev besluttet, at dette skal indarbejdes på de kommende kurser.

Lars Heltoft vil lave et oplæg til næste Basis II-kursus.

Alex Klinge mente, at det var oplagt med en egentlig master class om diskursanalyse, f.eks. med Louise Phillips fra RUC. Stipendiaterne på CBS havde nævnt dette som en mulighed. Frans Gregersen foreslog, at man evt. planlægger en sådan master class i forhold til Basis I+II næste forår. Dvs. måske afholder den i april/maj.

Herefter blev evalueringen af Academic Survival Skills, herefter ASS-kurset diskuteret. Litteratursøgningsdelen skal ændres. Underviseren var ikke blevet gjort opmærksom på, at der også var deltagere fra andre institutioner. Kunne evt. undervise med én fra en af de andre institutioner (RUC, CBS). Der skulle lægges mere vægt på spørgsmålet: "Hvordan sorterer vi i den litteratur vi allerede har?" end på at søge ny information. Læsningsdelen skulle opgraderes.

Tanya Christensen foreslog, at man også kunne lave en introduktion til tekniske hjælpemidler som en del af ASS. Derudover kunne man oprette et egentligt kursus i formidling. Karsten Bierings kursus i formidling, især mundtlig formidling i massemedierne blev nævnt som et forbillede.

Mads Poulsen nævnte, at han i forbindelse med sit forskningsophold i USA havde oplevet decideret træning i at holde oplæg. Han mente i den forbindelse, at forberedelsesfaktoren for oplæg på torsdagsseminarerne signalerede alt for ringe forberedelse. Man burde give 35 timer for at lave et oplæg. Forudsætningen for at få noget virkeligt ud af det ville så være, at der blev givet kritik af formen, teknisk kritik. Det ville også gøre det muligt for stipendiater, som ikke var primært interesseret i det faglige indhold at få noget ud af oplægget, nemlig som eksempel på mundtlig formidling, en oplagt erhvervskvalifikation. Stipendiaterne ville blive bedre til at holde oplæg, og mange flere ville have mulighed for at blande sig i diskussionen.

Man kunne undervise i formidling som en del af ASS og derefter afholde oplæg.

Også i forhold til nye stipendiater vil dette være en fordel. Det vil tage presset af det indholdsmæssige og lægge det over på udtrykssiden. I diskussionen af dette forslag blev det fremhævet, at det var farligt at flytte vægten fra indhold til form og for forskerskolen og stipendiaterne ville det være en uheldig blanding hvis halvdelen sad og lyttede efter formfejl, mens resten var engageret i en faglig diskussion.

Det blev besluttet at udvide ASS med en 6. gang, hvor der skal undervises i teknik og formidling. Derudover skal ASS 1. gang ændres; der skal være mindre informationssøgning og mere om sortering af litteratur, læsningsmodulet skal gøres mere avanceret – ellers ingen ændringer.

For at imødekomme den del af Mads Pulsens forslag som drejede sig om formens forbedring blev det besluttet, at oplægsholderen på torsdagsseminarerne på forhånd kan træffe aftale med en eller to personer, der får til opgave alene at give kritik af fremlæggelsen som teknisk præstation.

Ledelsen skal derudover undersøge mulighederne for at afholde et kursus i mundtlig formidling parallelt med kurset i Akademiske Afhandlinger.

Det skal indskærpes ved indkaldelsen til torsdagsseminarer, at oplægsholder taler i max. 30 minutter for at der derefter kan blive plads til diskussion i 15 min.

Første gang der afholdes torsdagsseminar i efteråret skal nogle af de "gamle" stipendiater fremlægge, og der vil efterfølgende være åben kritik af oplægget. Man kunne bede nogle af dem der lige havde forsvaret, eller snart skulle forsvare, deres afhandling om at holde den præsentation, som ethvert forsvar indledes med, som oplæg til det første torsdagsseminar. Senioroplægget den dag vil blive Alex Klinges oplæg om meningen med torsdagsseminarerne, se nedenfor under pkt. 5.

Herefter evaluerede kursusudvalget de to master classes.

Tanya Christensen havde selv deltaget i Deirdre Wilson arrangementet. Det havde været et fantastisk godt arrangement; der havde dog været for lidt tid til vejledningen fredag. Der var simpelthen for mange stipendiater til 3 timer.

Forskerskole Øst har modtaget flere positive tilbagemeldinger fra Deirdre Wilson, der har været ovenud tilfreds med tilrettelæggelsen af kurset.

Rent økonomisk har kurset været en del dyrere end forventet, der vil derfor under kommende arrangementer kun blive inviteret til middag for egen regning.

Pia Quist fortalte om Per Linell’s besøg. Seminaret var godt, men der var kun 2 stipendiater ud af 11 deltagere og ingen vejledere. Vejledningen om fredagen, hvor 4 personer deltog, var meget vellykket. Deltagerne havde hver skrevet 2 sider og Per Linell havde forberedt sig grundigt. Til FFF-forelæsningen havde der været et stort fremmøde med over 60 deltagere.

Kursusudvalget var enigt om, at formatet er meget vellykket. Der skal være tid til vejledning og derfor skal der max være 2-4 stipendiater til vejledningen. Det skal KUN være for F-ØST- deltagere. Studiekredsen før besøget er desuden en god idé, så deltagerne er velforberedte.

I forbindelse med Hall Partees master class i efteråret vil det være en god idé at oprette en studiekreds. Alex Klinge taler med Bjarne Ørsnes herom.

Til Nichols-arrangementet kunne det evt. være Hanne Ruus, der var ansvarlig for en studiekreds. Anne Mette Hansen taler med Hanne Ruus. Anne Mette Hansen vil også tage kontakt til Georg Brandes Skolen for at spørge, om skolen vil deltage. [Joan Lausen har efterfølgende spurgt Georg Brandes Skolens leder Pil Dahlerup, der er positivt indstillet over for et samarbejde om Nichols-arrangementet. Det er nu blevet planlagt som et tredagesforløb med en rent dansk state of the art om onsdagen, Nichols i åben forelæsning torsdag formiddag og i dialog med stipendiater om eftermiddagen og så evt. vejledning af stipendiater fredag formdidag før FFF. Pil Dahlerup og Frans Gregersen skriver til Stephen Nichols.]


4. Udvikling af evalueringspraksis: Får vi de oplysninger, vi har brug for?

Kursusudvalget var enige om, at evalueringsskemaerne nok var for omfattende og uklare. Det blev derfor besluttet, at skemaet skal revideres af Joan Lausen og Frans Gregersen. Til gengæld har det store evalueringsskema været fint til at få kurserne ændret de første to-tre gange og man besluttede derfor en totrinsprocedure fra nu af: De første gange, indtil kursusudvalget har godkendt kurset i en fast form, køres det store evalueringsskema igennem. Når så kurset er på plads, går man over til det lille for at finjustere. Ved et lille skema forstås ét, hvor der svares med 3 gode og 3 dårlige ting ved kurset plus en konklusion i form af svar på spørgsmålet, hvad der skal ændres næste gang.


5. Torsdagsseminarer i efteråret. Placering og plan, herunder rapport fra mødet mellem stipendiaterne

Under dette punkt fremlagde repræsentanterne fra CBS resultaterne af et møde med alle CBS-stipendiater, hvor man bl.a. ville søge at få svar på, hvorfor der var relativt få deltagere fra CBS til torsdagsseminarerne.

Signe Poulsen fremlagde resultaterne. Stipendiaterne havde bl.a. svaret, at der i forvejen var god social kontakt på CBS, samt at de allerede var en del af andre faglige netværk på CBS og derudover deltog i læsekredse og konferencer. Stipendiaterne følte desuden, at emnerne på torsdagsseminarerne i nogle tilfælde var for langt væk fra deres projekter. Stipendiaterne mente dog ikke, at det på nogen måde var F-ØST’s skyld.

Signe Poulsen påpegede derudover, at der var 13 indmeldte fra CBS, hvoraf over halvdelen var i den afsluttende del af deres projekt, hvilket også har en stor indflydelse på fremmødet. Faktisk mente hun, at fremmødet generelt var tilfredsstillende; man havde på skolen nok haft for store forventninger i forhold til, hvor mange der overhovedet var at tage af.

Frans Gregersen mente, at det mere var et tematisk problem end et institutions-problem. Introduktionerne skal gøre det mere klart, at alle stipendiaterne kan få noget ud af at deltage i torsdagsseminarerne; alle arbejder med et aspekt af undervisningen.

Alex Klinge påpegede derudover, at det er vigtigt for det akademiske miljø, at man deltager i disse møder. Stipendiaterne skal på længere sigt varetage undervisning på grundkurser af meget bred karakter, de skal være med til bedømmelse, vejledning mv. De skal derfor erhverve en bredere forståelse af hele feltet. Det er med andre ord en central akademisk kvalifikation at kunne reagere med spørgsmål og kritik på ethvert oplæg inden for sprogvidenskaberne.

Signe Poulsen mente, at afhandlingen for de fleste kommer i første række, idet det er den, stipendiaterne helt konkret bliver bedømt på. Men hun mente også, at det var vigtigt at gøre Alex’s synspunkter kendt på skolen.

Frans Gregersen foreslog, at man på det første torsdagsseminar i efteråret taler om meningen med seminarerne. Torsdagsseminarerne i efteråret vil hovedsageligt være for de nye; Frans Gregersen bad derfor om kursusudvalgets overbærenhed mht. den strenge tematiske sammenhæng. Der kunne blive tale om mindre sammenhæng end ønskeligt. Vejlederne opfordres derudover til at deltage hyppigere i torsdagsseminarerne.

[Efterfølgende er fastsat følgende datoer for torsdagsseminarer i efteråret: 18. september, 30. oktober, 20. november og 11. december]


6. Fortsat kursusplanlægning, herunder Funktionel Grammatik, Editionsfilologi og Oversættelse.

Funktionel Grammatik:

Der forelå fra gruppen med Mads Pulsen, Tanya Christensen og Lars Heltoft et oplæg, som dog ikke var blevet færdigbehandlet i FG-gruppen endnu. Lars Heltoft vil senere præsentere et oplæg til et seminar i foråret 2004.

Alex Klinge påpegede, at det var vigtigt at skelne mellem en FG-kreds og et arrangement i F-ØST-regi. Det ville efter hans mening være fint, hvis det blev et kortere kursus eller seminar.

William Croft og Joan Bybee kommer til Danmark i august 2003 i forbindelse med ICHL (International Congress of Historical Linguistics) i København, og man kunne derfor overveje at placere en master class i forlængelse af dette besøg. Man kan evt. spørge Jan Heegård eller Kasper Boye om de kan finde en form til kurset, samt spørge, om de mener, der er grundlag for et seminar, herunder om der er interesse for et besøg af Bybee i august.

Croft kunne evt. inviteres i foråret 2004.

Oversættelse:

Der blev på kurset uddelt et hand-out vedr. et ph.d.-seminar med Daniel Gile og Gyde Hansen. Joan Lausen har sendt en mail rundt for at spørge F-ØST-deltagerne, om der er interesse for et sådant seminar.

Af master classes kan endvidere nævnes forslaget om en i diskursanalyse med Louise Philips. Den kunne evt. placeres i efteråret 2003 eller sidst på foråret (maj) 2004, måske i tilknytning til sommerskolen. En forespørgsel kan sendes ud til F-ØST-deltagerne.

[Siden mødet er der kommet to yderligere master classes på programmet, idet Geoffrey K. Pullum kommer til Institut for Datalingvistik og Gabriele Kasper vil give en master class i et emne inden for fremmedsprogspædagogik.]


7. Eventuelt

Kursuspoint:

Tanya Christensen opfordrede F-ØST til at lægge flere informationer på nettet vedr. udregningen af kursuspoints og omregning til ECTS. Joan Lausen kunne meddele, at en sådan side allerede var udarbejdet, men at der endnu manglede oplysninger fra CBS og RUC vedr. deres regler for kursuspoint.


8. Næste møde

Næste kursusudvalgsmøde afholdes i forlængelse af 1. torsdagsseminar: torsdag den 18. september.

 

Joan Lausen, 22. maj, 2003