Forskerskole Øst > Referater > Kursusudvalg 17-08-04
Referat af kursusudvalgsmøde
Forskerskole Øst
17. august 2004
Til stede:
Frans Gregersen, Forskerskoleleder, KU
Lars Heltoft, RUC,
Alex Klinge, CBS
Lisbeth Falster Jakobsen, KU
Anne Marie Bülow-Møller, CBS
Joan Lausen, Informationsmedarbejder
Ph.d.-stipendiater:
Petra Daryai-Hansen, RUC (suppleant for Tanya Christensen, RUC)
Mads Poulsen, KU
Pia Quist, KU
Afbud:
Ph.d.-stipendiater:
Jakob Halskov, CBS
Referent: Joan Lausen
Mødet var indkaldt med følgende dagsorden:
1. Godkendelse af dagsorden
2. Meddelelser
3. Planlægning af kurser 2004-2005:
- master classes
- ASS
- torsdagsseminarstatus
- status for FG-kursus
- grammatikaliseringskursus
- samarbejde rundt om Øresund og Skagerak
4. Evalueringer: Basis I, Basis II, PRAAT, Statistik-kursus.
5. Evaluering af forskerskolen og diskussion af ny ansøgning
6. Eventuelt
7. Næste møde
1. Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt.
2. Meddelelser
Frans Gregersen har holdt møde med lederne af de øvrige sprogvidenskabelige forskerskoler (Ole Togeby SFN, Johs. Wagner, International Graduate School of Language and Communication og Forskerskole SYD) om fremtiden for de sprogvidenskabelige forskerskoler. Forskerskolelederne var enige om at intensivere samarbejdet i forbindelse med afholdelsen af basiskurser. Dog vil de andre skoler fortsat udbyde Basis I og II kurser. Begge skoler har endvidere etableret forskningsseminarer svarende til F-ØSTs torsdagsseminarer.
Kursusudvalget diskuterede formen for et intensiveret samarbejde mellem skolerne i fremtiden, herunder også afviklingen af sommerskoler efter 2005. Johannes Wagner har foreslået emnet ”Sprog og Læring” for næste års sommerskole. Det fandt kursusudvalget meget spændende. Det vil blive meddelt Johs. Wagner, så planlægningen af sommerskolen kan begynde i god tid.
Frans Gregersen meddelte kursusudvalget, at der i øjeblikket ikke er fastsat nogen ansøgningsfrist for uddeling af bevillinger til fortsættelse af de forskerskoler, der startede i 2002. Skolen må derfor afvente offentliggørelsen af den kommende finanslov, før der kan siges noget om forskerskolens fremtid. I første omgang vil skolen kunne udbyde basiskurser i 2005, men der vil foreløbigt ikke kunne arrangeres flere master classes, end dem, der på nuværende tidspunkt er på programmet for efteråret 2004 (se punkt 3). (Efterfølgende er det kommet frem, dels at budgetsituationen for 2005 ikke er nær så dårlig, som vi havde grund til at antage (der er dog stadig behov for tilførsel af midler udefra), dels at der på FFL 2005 er afsat et beløb, meget lille ganske vist (19 millioner), men alligevel, til Koordinationsudvalgets finansiering af forskeruddannelse. Forskerskolelederne på KU vil skrive til Koordinationsudvalget om disse 19 millioner.)
Frans Gregersen meddelte endvidere, at der fra DEA (Danmarks Erhvervsforsknings Akademi) er kommet en indbydelse til et kvartalsmøde om sprogteknologi den 14. september. Frans Gregersen opfordrede til at deltage i arrangementet.
Lisbeth Falster Jakobsen oplyste, at hun havde været i Greifswald til et møde om ph.d.-uddannelse i Østersø-området. Hun havde på mødet informeret deltagerne om ph.d.-systemet i Danmark og om forskerskolens rolle.
Frans Gregersen meddelte, at forskerskolen har modtaget 20 ansøgninger til SHF-stipendierne. Sidste år modtog skolen 36 ansøgninger. Nedgangen skyldes formentlig hovedsagelig, at CBS sidste år videresendte alle deres fakultets-ansøgninger til forskerskolen, hvor de indgik i puljen af SHF-ansøgninger. Med den tidlige ansøgningsfrist har dette i år ikke kunnet lade sig gøre, og ansøgerne skulle derfor sende deres ansøgninger separat ind til forskerskolen. Dermed har skolen ikke modtaget så mange ansøgninger inden for kommunikation, som man sidste år modtog fra CBS. (Efterfølgende er dette blevet understreget, ved at CBS ved den normale frist 1. september modtog 23 ansøgninger, altså flere end forskerskolen, til sine 3 opslåede stipendier). Der er dog stadig tale om et fald i ansøgninger, og antallet af ansøgere bør ikke falde yderligere. Der skal derfor gøres en indsats for at få flere til at søge næste år. Skolen har dog ingen problemer med at finde 6 projekter, der er kvalificerede nok til at blive sendt videre til SHF.
Alex Klinge bemærkede, at det især var inden for fremmedsprog, at der var relativt få ansøgere, selv om det er der, stillingerne er.
Medlemmerne af bestyrelsen havde desuden bemærket, at der var mange fonetik-ansøgninger og at der ikke var nogen ansøgere fra RUC samt påfaldende få fra CBS.
Frans Gregersen kunne fortælle, at forskerskolen FMKJ (film- og medier) havde modtaget 28 ansøgninger, Georg Brandes Skolen 17 og forskerskolen KLIK (litteraturvidenskab) havde modtaget 65.
På stipendiat-siden ser det lyst ud for skolen. Ud over de SHF-stipendier, skolen modtager, kan der i efteråret forventes en tilgang på 4-5 stipendiater. De kommer alle fra SHF-projekter, der nu er ved at starte, hvortil kommer en stipendiat, som forskerskolen samfinansierer med RUC.
3. Planlægning af kurser 2004-2005:
- master classes
Vi har tidligere spurgt stipendiaterne om forslag til master classes i resten af 2004 samt i 2005. Flere har meldt tilbage med interessante forslag. Men pga. skolens noget uvisse fremtid må disse initiativer formentlig udskydes på ubestemt tid. Skolen kan stort set selv finansiere hele 2005, hvis alle basiskurser skal fortsætte, men der er ikke midler til master classes. Kursusudvalget tilsluttede sig forskerskolelederens forslag om at holde igen med at arrangere master classes. Der vil i efteråret 2004 blive afviklet 2 master classes; én med José Ruiz Mendoza (se under ”Status for FG-kursus”) samt én med William Croft. Kursusudvalget påpegede, at forskerskolen bør undersøge mulighederne for et økonomisk tilskud til master class-aktiviteter fra de involverede fakulteter.
- ASS
Efterårets kursusrække ”Academic Survival Skills” er nu på plads og datoerne annonceret på hjemmesiden. ASS er i forhold til sidste gang udvidet med enkelte emner. Således vil der den 14. september på modulet om undervisning blive givet en kort introduktion til den undervisningsportal, der bruges på KU, og den 7. december vil der være et modul med temaet ”Livet efter ph.d.’en” (det er dog endnu ikke arrangeret. Der er desuden knyttet nye undervisere til nogle af modulerne; bl.a. har kommunikationschef Claes Amundsen, Københavns Universitet, og Redaktionschef for DR2s Deadline, Arne Notkin, sagt ja til at deltage i modulet om formidling den 1. november, og Karin Dahl Jørgensen fra Forskningsstyrelsens Kontor for Strategisk Forskning og Forskeruddannelse og professor, dr. pharm. Povl Krogsgaard-Larsen fra Carlsbergfondet har sagt ja til at undervise på modulet om ekstern finansiering den 26. oktober.
- torsdagsseminarstatus
Torsdagsseminarerne er også faldet på plads, og datoerne er annonceret på hjemmesiden under ’kurser’. Kun sidste seminars seniorforsker mangler endnu.
- status for FG-kursus
FG-kurset er efter mange overvejelser nu placeret den 3.-5. november. Der vil blive afholdt redaktionsmøde om den bog, der skal udgives i forbindelse med kurset, og herefter meldes tilbage til Joan Lausen med en beskrivelse af kurset.
Der er på samme tid som FG-kurset planlagt et besøg af José Ruiz Mendoza. En master class med Mendoza er efter kursusudvalgsmødet med held forsøgt placeret mandag den 8. november, så den ikke falder sammen med FG-kurset.
Master classen skal foregå efter den ”sædvanlige opskrift”: oplæg på 1 time fra Mendoza, efterfølgende 1 times diskussion og om eftermiddagen vejledning. Besøget forberedes af Thora Vinther og FG.
- grammatikaliseringskursus
Grammatikaliseringskurset vil blive placeret i marts måned, enten inden Basis I (der vil blive placeret i uge 11) eller mellem Basis I og Basis II (der vil blive placeret i uge 17).
Vedr. basis II meddelte Lars Heltoft, at han fra næste år vil søge at få andre kræfter på RUC til at overtage planlægningen af kurset.
- samarbejde rundt om Øresund og Skagerak
I evalueringsrapporten foreslår evalueringsgruppen, at skolen som næste skridt i dens udvikling påbegynder et, i første omgang, nordisk samarbejde.
Kursusudvalget diskuterede mulighederne for dette. Forskerskolen har været med i ansøgningen til en nordisk forskerskole i sprogteknologi, hvori Dan Hardt er involveret. Forskerskolen har i første omgang ikke fået det forventede ud af det samarbejde, men har opfordret kraftigt til, at skolen i højere grad inddrages i samarbejdet fremover.
Kursusudvalget diskuterede muligheden af, at udlændinge deltager i master classes og så evt. selv er ansvarlige for forberedelsen til master classen.
Diskussionen fortsatte under bestyrelsesmødet senere samme dag, se venligst dette referat.
4. Evalueringer: Basis I, Basis II, PRAAT, Statistik-kursus
Basis I fik en meget fin evaluering og bliver fortsat evalueret med en lille evaluering.
Der var en del kritikpunkter i evalueringerne af Basis II. Dette kursus går endnu ikke over til den lille evaluering.
Som allerede nævnt vil Lars Heltoft finde andre kræfter, der kan overtage kurset, og næste Basis II kursus vil blive diskuteret ved et lærermøde for alle involverede, når dette er faldet på plads.
Der var i forbindelse med dette og andre kurser en del problemer med afbud fra undervisere, selv om sekretariatet allerede ved årsskiftet meldte de nye datoer ud. Kursusudvalget diskuterede, hvordan det kunne gøres bedre. Kursusudvalget foreslog, at den kursusansvarlige afholder lærermøde i god tid inden kurset.
PRAAT kurset fik en meget fin evaluering. Det var et lidt specielt kursus, idet det var et redskabskursus, men et meget lille sådant. Kursusudvalget besluttede, at et lignende kursus kan afholdes, såfremt der fra stipendiatside tages initiativ til det.
Forskerskolelederen vil på første torsdagsseminar efter sommerferien gøre opmærksom på, at alle stipendiater har mulighed for at søge forskerskolen om tilskud til afvikling af et kursus, dog kan det i øjeblikket kun ske med et vist forbehold, skolens økonomiske situation taget i betragtning.
Også statistik-kurset fik en meget fin evaluering, dog var den lidt mere forbeholden end sidste gang.
Niels Reinholdt Petersen er den eneste underviser på kurset (bortset fra en formiddag hvor Kristine Nærvig Petersen underviste). Selv om Reinholdt ikke får nogen kritik for sin undervisning men lutter roser, bliver det dog i sagens natur i høj grad envejs-undervisning. Man kunne evt. inddrage andre undervisere og dermed variere undervisningen lidt. I evalueringen blev det desuden nævnt, at de individuelle projekter skal inddrages noget før i undervisningen og at kurset skal deles op i to forløb à en halv uge. Kursusudvalget var positivt indstillet over for at dele kurset op i 2 forløb, og Reinholdt vil blive indkaldt til næste kursusudvalgsmøde for at diskutere formen for næste kursus.
5. Evaluering af forskerskolen og diskussion af ny ansøgning
Evalueringsgruppen har færdiggjort sin rapport og den har mange gode pointer. Kursusudvalget udtrykte sin tilfredshed med rapporten og vil gennem forskerskolelederen takke evalueringspanelet for deres arbejde. Under evalueringsmødet fik både bestyrelse og kursusudvalg vældig gode diskussioner med evalueringsgruppen. Evalueringsgruppen omtalte bl.a. mulighederne for et nordisk samarbejde (se ovenfor). Derudover diskuterede evalueringsgruppen de formelle krav, der bliver stillet til stipendiaterne. Evalueringsgruppen havde tematiseret det forhold, at der bliver stillet relativt få krav i forbindelse med f.eks. kurserne, hvor der ikke bliver stillet nogen krav til forberedelsen, ud over at underviserne går ud fra, at deltagerne har læst kompendiet til kurset.
Deltagerne selv påpeger ofte i evalueringerne, at materialet er relativt stort til kurserne. Dette kunne evt. imødegås ved at underviserne oplyser, hvad formålet med teksterne i kompendierne er. Det er nu forsøgt gennemført at der i fremtiden laves brugsanvisninger til samtlige modultekster så stipendiater på forhånd får at vide hvilke tekster der bygges på, og hvilke der kan anses for supplerende tekster eller evt. tekster der direkte gennemgås.
Kursusudvalget diskuterede, om forskerskolen burde lave om på de formelle krav f.eks. mht. papers eller andre formelle beviser for deltagelse eller aktivitet.
Alex Klinge mente ikke, at forskerskolen skal støtte en sådan skoleliggørelse af ph.d.-forløbet. Det var kursusudvalget enigt i.
Frans Gregersen påpegede, at det også er forskerskolens opgave at uddanne stipendiaterne via skolens kurser, således at stipendiaterne er i stand til at få et job efter ph.d.’en. Det er vigtigt, at man ved noget om andre områder end sit eget.
Evalueringsgruppen påpegede desuden i rapporten, at der godt kunne være flere vejledere til torsdagsseminarerne. Kursusudvalget er dog ikke nødvendigvis helt enigt i dette, idet der med for mange vejledere til torsdagsseminarerne kunne ske det, at vejlederne sidder og diskuterer indbyrdes og således hæmmer diskussionerne stipendiaterne imellem.
Mht. skolens fremtid vil Frans Gregersen, Alex Klinge og Joan Lausen udarbejde en redegørelse til bestyrelse og kursusnævn om, hvad der skal søges penge til i den næste SHF-ansøgningsrunde. Det kunne evt. være en mulighed at søge om penge til gæstestipendier i forbindelse med udbygningen af det nordiske samarbejde.
6. Eventuelt
Der var ingen kommentarer til dette punkt.
7. Næste møde
Næste møde afholdes onsdag den 6. oktober fra kl. 10-15 som et kombineret bestyrelses- og kursusudvalgsmøde.
Joan Lausen, 25. august, 2004

