Forskerskole Øst > Referater > Kursusudvalg 21-01-2005
Kursusudvalgsmøde
Forskerskole Øst
21. januar, 2005
Til stede:
Lars Heltoft, RUC
Alex Klinge, CBS
Bent Preisler (indkaldt til punkt 1)
Bjarne Ørsnes, CBS
Ph.d.-stipendiater:
Petra Daryai-Hansen, RUC (suppleant for Tanya Christensen, RUC)
Joan Lausen, Informationsmedarbejder
Afbud:
Frans Gregersen, KU
Ph.d.-stipendiater:
Jakob Halskov, CBS
Martha Karrebæk, KU
Referent: Joan Lausen
Mødet var indkaldt med følgende dagsorden:
1. Godkendelse af dagsorden
2. Planlægning af 2005
Status for Basis I og II. Til dette punkt indkaldes Bent Preisler og Karen Risager
Temadage med Marga Reis
Temadag med Per Durst-Andersen om Kognition og typologi
Masterclasses i 2005
3. Evaluering Academic Survival Skills og Akademiske Afhandlinger I og II
4. Næste møde
5. Eventuelt
1. Godkendelse af dagsorden
Kursusudvalget godkendte dagsordenen.
2. Planlægning af 2005
- Status for Basis I og II. Til dette punkt indkaldes Bent Preisler og Karen Risager
Basis I bliver afholdt i uge 11. Der er afholdt undervisermøde og der er fastsat en deadline for opgivelse af læsning. På undervisermødet blev evalueringen fra sidste år diskuteret. Det blev bl.a. nævnt, at kompendiet var meget tykt. Deltagerne ville gerne vide, hvorfor de skulle læse de opgivne tekster. Der skal derfor i det nye kompendium medtages en begrundelse hvorfor teksten er med, og der vil være en indledning til hver dag i kompendiet.
Kursusudvalget diskuterede, hvad formålet med basis-kurserne er: undervisning eller almendannende orientering? Nogle af deltagerne har nævnt, at det er problematisk, at undervisningen ikke er på et højt nok niveau, når man når til "deres område". Men det vil altid være et problem, så længe deltagerne har så forskellige forudsætninger, som de har. Mange af dem har ikke ballast nok med fra kandidatuddannelsen til at modtage undervisning på et højere niveau, end det er tilfældet.
Petra Daryai-Hansen efterlyste bibliografier i kompendiet. Det syntes kursusudvalget var en god idé, og det blev derfor vedtaget, at der for fremtiden skal vedlægges bibliografier for hvert område, både i Basis I og II kompendiet.
Desuden skal deltagernes projektbeskrivelser sendes ud til underviserne.
Basis II vil blive afholdt i uge 17. 2 af underviserne har meddelt, at de ikke kan være med under de nuværende økonomiske betingelser. Lars Heltoft vil nu give besked om, at det på bestyrelsesmødet blev vedtaget, at der gives kompensation for præsenstimer.
- Den 7.-8. april vil der blive afholdt et grammatikaliseringskursus. De ansvarlige kursusledere er Lene Schøsler, Jens Nørgård-Sørensen og Lars Heltoft. Formen på kurset vil være som på FG-kurset i efteråret 2004. Dvs. at teoretiske og analytiske-metodiske problemstillinger vil blive diskuteret. Programmet ligger stort set færdigt og der vil være en bibliografi med en liste over obligatorisk og videre læsning.
- Temadage med Marga Reis
Den 8.-9. marts vil der blive afholdt et symposium om sætningstyper med Marga Reis fra Tübingen Universitet. Marga Reis er vejleder for Maria Melchiors, som er Forskerskole Østs internationaliseringsstipendiat.
Kursusudvalget gennemgik det foreløbige program. Oplæggene vil enten blive holdt på tysk eller engelsk.
- Temadag med Per Durst-Andersen om Kognition og typologi
Den 19. maj afholdes en temadag med Per Durst-Andersen om kognition og typologi. Temadagen tager udgangspunkt i Per Durst-Andersens mentale grammatik. Øvrige oplægsholdere er Lektor Jan Rijkhoff, Aarhus Universitet og Professor Arne Poulsen, Roskilde Universitetscenter.
- Torsdagsseminarer 2005
Torsdagsseminarerne i foråret 2005 er næsten ved at falde på plads. De vil i år blive afholdt den 10/02, 10/03, 14/04, 12/05 og 16/06 (sidstnævnte med efterfølgende sommerfest. Se i øvrigt: http://www.hum.ku.dk/gradeast/torsdagsseminar_FS2005.htm
- Masterclasses i 2005
Masterclass-aktiviteten i 2005 ligger på et meget lavt niveau, da der ikke er økonomi til de store armbevægelser. Der vil i efteråret 2005 dog blive afholdt en masterclass med James E. Flege om andetsprogstilegnelse. Den finansieres af det nye center for sprogforandring, LANCHART.
- I efteråret 2005 afholdes desuden
Metodekursus (uge 34)
Sprogvidenskabelige forskningstraditioner (uge 39)
samt Akademiske Afhandlinger I og II (dato endnu ikke fastlagt)
Kursusudvalget opfordrer trods den stramme økonomi i 2005 stipendiaterne til at fremsætte ønsker om masterclasses, temadage osv.
3. Evaluering Academic Survival Skills og Akademiske Afhandlinger I og II
Akademiske Afhandlinger I har fået nogle fremragende evalueringer. Der var dog dele, der vedrørte publikationsprocesser, der dubleres i ASS. Publikationsprocessen kunne derfor med fordel nedtones i Akademiske Afhandlinger.
Akademiske Afhandlinger II har ligeledes fået fremragende evalueringer, og kursusudvalget så ikke nogen anledning til at komme med kommentarer.
Nogle af deltagerne i Academic Survival Skills var inden mødet blevet bedt om at komme med kommentarer til forløbet. Det var meget blandede kommentarer. Mange af modulerne var relevante og spændende, men der var desværre påfaldende få deltagere.
Sitescape-modulet blev ikke bedømt som værende særligt relevant. Derudover kunne der på modulet om livet efter ph.d.-en med fordel have været inviteret en forhenv. stipendiat, der har været ude i erhvervslivet i en årrække.
I 2005 vil der ikke blive afholdt ASS, da det kun afholdes hvert andet år. Men Graduate School in Language and Communication afholder en kursusrække, der minder om Forskerskole Østs, og stipendiater kan derfor med fordel deltage der. Der arbejdes på et mere formaliseret samarbejde om et ASS forløb med Graduate School in Language and Communication.
Evalueringerne af ASS vil blive taget op igen når der igen skal planlægges et nyt forløb.
Petra Daryai-Hansen gjorde opmærksom på, at mange af stipendiaterne ikke vidste, at der blev givet points for kursusrækken. Det vil der blive gjort mere opmærksom på næste gang.
4. Næste møde
Næste møde afholdes den 30. maj, kl. 10.15-12.00.
5. Eventuelt
Informationsmedarbejder Joan Lausen fremsatte et ønske om, at evalueringer fremover indsendes som elektronisk formular via nettet. Det ville spare en masse tid ikke at skulle skrive alle de håndskrevne besvarelser ind. Og eftersom kursusbeviserne kun udleveres såfremt man har afleveret sin evaluering, bliver informationsmedarbejderen under alle omstændigheder nødt til at kontrollere, hvem der har afleveret sin evaluering.
Kursusudvalget støttede dette forslag, med det forbehold, at stipendiaterne først spørges. Dette har Joan Lausen efterfølgende gjort, og der blev ikke protesteret mod forslaget. Det kan derfor betragtes som vedtaget.
Joan Lausen, 2. februar, 2005


