Forskerskole Øst > Referater > Kursusudvalg 03-10-02
Referat af kursusudvalgsmøde
Forskerskole Øst
3. oktober, 2002
Til stede:
Frans Gregersen, Forskerskoleleder, KU
Lars Heltoft, RUC
Alex Klinge, HHK
Dorthe Scherling Nielsen, Informationsmedarbejder
Ph.d.-stipendiater:
Anja Snejbjerg Bendtsen, KU
Tanya Christensen, RUC
Nina Sværke Hansen, HHK
Anne Sofie Kilian, HHK
Marianne Rathje. KU
Pia Quist, KU
Afbud:
Ph.d.-stipendiater:
Marie Maegaard, KU
Mads Poulsen, KU
Referent: Dorthe Scherling Nielsen
Mødet blev indkaldt med følgende dagsorden:
1. Bemærkninger til dagsordenen
2. Referater - godkendelsesprocedure
3. Evaluering af metodekurset. Til punktet indkaldes kursusleder Jens Normann Jørgensen
4. Oplæg til Basis 2 v. Lars Heltoft
5. Oplæg til kursus i "Academic Survival Skills" v. Frans Gregersen på basis af møde mellem Mads Poulsen, Frans Gregersen og Dorthe Scherling
6. Brev fra Mads Poulsen om pointsætning af oplæg på Torsdagsseminarer
7. Uformel evaluering af Torsdagsseminarer
8. Status for kursusudbud, herunder sommerskole 2003
9. Næste møde
10. Eventuelt
1. Bemærkninger til dagsordenen
Ingen af deltagerne havde kommentarer til dagsordenen.
2. Referater – godkendelsesprocedure
Kursusudvalget vedtog Frans Gregersens forslag: Når Dorthe Scherling har skrevet referaterne, vil de blive sendt ud til mødernes deltagere, som har en uge til at komme med rettelser og/eller tilføjelser. Derefter vil referaterne blive lagt ud på forskerskolens hjemmeside.
3. Evaluering af metodekurset.
Til punktet indkaldes kursusleder Jens Normann Jørgensen Jens Normann Jørgensen var forhindret i at deltage i mødet.
Frans Gregersen gjorde opmærksom på, at der havde været meget lidt tid til at planlægge metodekurset. En del af mødedeltagerne havde deltaget i kurset og gav deres bud på, hvad der kan gøres bedre næste gang, kurset udbydes.
Anja Snejbjerg Bendtsen mente, at der skulle være mere sammenhæng mellem de enkelte dage, og at underviserne burde have holdt et møde inden kurset, så de vidste mere om, hvad hver især skulle undervise i. Derudover foreslog Anja Snejbjerg Bendtsen, at forskerskolen skulle udbyde et kursus i statistik. Pia Quist støttede dette forslag, eftersom ”learning by doing. ”– princippet er essentielt, når det gælder statistik. Kurset skal altså både indeholde teori og praksis.
Alex Klinge foreslog derpå, at den statistik, der indgår i metodekurset skal fungere som en slags appetizer. Ønsker man en mere uddybende indføring i statistik, skal man tilmelde sig det egentlige statistikkursus (v. Niels Reinholt, Robert Jarvella er ikke til rådighed).
Ph.d.-stipendiaterne fandt det også vigtigt at understrege, at metodekurset ikke bare skal være en opremsning at forskellige metoder. På det overståede kursus savnede stipendiaterne at høre mere om, hvad de forskellige metoder egentlig kan bruges til.
Lars Heltoft påpegede, og blev heri støttet af Tanya Christensen, at der i metodekurset savnedes grammatisk analyse som metode.
Pia Quist tilføjede også, at hun gerne så, at der på metodekurset i højere grad var en kobling til det videnskabsteoretiske.
Ph.d.-stipendiaterne var enige om, at det for kurset som helhed er en god ide, hvis der udpeges en kursusleder (eller to – i så fald skal de være fra hver deres forskningstradition), der er til stede alle dagene og som til sidst kan samle trådene. Alex Klinge bemærkede dog senere, at en kursusleder der er til stede alle dagene ikke altid er nødvendig – det afhænger af kursuskonceptet. F.eks. er der ikke en kursusleder til stede på basiskurserne fordi to-lærer-systemet i forvejen sikrer dialog.
Derudover foreslog stipendiaterne også, at man, i stedet for nødvendigvis at skulle forelægge sit projekt (hvad man jo har haft mulighed for på Torsdagsseminarerne), skal skrive et oplæg, der relaterer sig til ens opgave – altså sætte ens projekt i forhold til en metode. Kursusudvalget vedtog, at oplægget skal fylde omkring 1 side og sendes ud til deltagerne før kursets start.
Derudover vedtog kursusudvalget, at tilmelder man sig til et kursus, skal man sende en standardside om ens projekt til Dorthe Scherling, som sørger for de andre deltagere modtager disse projektbeskrivelser før kursets start. Hvis man senere melder sig til et andet kursus, og der er sket en udvikling i projektet, sender man en ny standardside til Dorthe Scherling.
4. Oplæg til Basis 2
Karen Risagers oplæg til kulturlingvistik var ved en fejl ikke blevet sendt med ud. Udvalget har nu fået det tilsendt til orientering.
Kursusleder Lars Heltoft gjorde opmærksom på, at der i Basis 2 vil blive lagt mere vægt på tekstlingvistik end i Basis 1.
Frans Gregersen mente, at der måske var for mange undervisere på en dag og påpegede at det erfaringsmæssigt er svært at få ”rum” til mere end 3 undervisere pr. dag. Lars Heltoft svarede, at navnene skulle betragtes som en brutto-trup.
Pia Quist understregede, at sprogpolitik er mere end tosprogethed og så derfor gerne at denne del kom til at indeholde sprogpolitik i bredere forstand. Til undervisning i denne del blev foreslået Hartmut Haberland, RUC.
Alex Klinge mente, at der under punkt 5 var pragmatiske dele, der også ville blive undervist i i Basis 1. Lars Heltoft gjorde dog opmærksom på, at der ikke ville blive undervist i almen pragmatik – det skulle ikke opfattes som en introduktion. Det, der indgår i Basis 2, er det, der skal bruges i tekstkarakteristikken.
Med disse bemærkninger blev oplægget godkendt.
Der var på mødet usikkerhed om overlapning mellem Karen Risagers dag om kulturlingvistik og et tidligere annonceret kursus om globalisering, men det er efterfølgende blevet afklaret, at der er tale om to forskellige ting.
Oplæg til kursus i "Academic Survival Skills" v. Frans Gregersen på basis af møde mellem Mads Poulsen, Frans Gregersen og Dorthe Scherling
Kursusudvalget var meget positivt stemt over for oplægget. Det blev bestemt, at kurset skal udbydes, at tilmelding ikke er nødvendig (Torsdagsseminar-princippet) og at det ikke er nødvendigt at forberede sig for at deltage. Kurset finder sted i forårssemestret 2003, om formiddagen, de torsdage hvor der ikke er Torsdagsseminarer. Datoerne er følgende: 16. januar, 30 januar, 13. februar, 27. februar og 27. marts.
Frans Gregersen bemærkede, at han vil kontakte Pil Dahlerup, der er forskerskoleleder for Georg Brandes Skolen: Danske Studier i Litteratur og Kunst, for eventuelt at indgå et samarbejde om Academic Survival Skills.
5. Brev fra Mads Poulsen om pointsætning af oplæg på Torsdagsseminarer
Mads Poulsen har i en mail d. 2. august, 2002 til forskerskolen givet udtryk for, at forskerskolen burde give flere timer (timerne tæller som kursuspoints) til ph.d.-stipendiater, når de holder oplæg om deres projekt på Torsdagsseminarerne. Begrundelsen er, at det tager langt mere tid at forberede det.
Alex Klinge mente, at i stedet for at være fokuseret på, hvor mange points man får for det – så skulle man hellere opfatte Torsdagsseminarerne som et tilbud – en mulighed for at få feedback. Principielt er det naturligvis vanskeligt at skelne mellem hvad der består i at arbejde med projektet (og det er ikke kursuspointudløsende), og hvad der er formidlingsarbejde og derfor skal udløse kursuspoints. Kursusudvalget vedtog ikke at forhøje pointsætningen.
6. Uformel evaluering af Torsdagsseminarer
Frans Gregersen bemærkede indledningsvis, at det er intentionen at hver ph.d.-stipendiat skal holde oplæg 2 gange på Torsdagsseminarerne; 1 gang i starten af projektet og 1 gang i slutningen. Af positive ting fremhævede stipendiaterne, at seminarerne er alle tiders mulighed for at diskutere og få feedback på projekterne. Seminarerne er også et godt forum at lære andre stipendiater at kende – det giver mulighed for både fagligt og socialt at udvide ens netværk.
Der har været kritik fremme om, at vejlederne godt kan være for dominerende i diskussionerne. Pia Quist synes dog, at vejlederne har taget noget af kritikken til sig.
Det punkt, der blev diskuteret mest, omhandlede tonen på Torsdagsseminarerne. Flere af stipendiaterne var af den mening, at tonen fra nogle af ”de voksne” var meget hård og i et eller to tilfælde direkte uforskammet. Stipendiaterne understregede, at de ikke havde noget imod kritik, men at denne kritik skulle fremføres på en sober måde. Ellers risikerede man, at seminarerne i stedet for at blive et åbent diskuterende og på den måde lærerigt forum stivner i goldt forsvar af egne meninger.
Nogle af stipendiaterne var usikre på, hvad formålet præcis er med Torsdagsseminarerne: er det et arbejdsfællesskab eller er det et forum, hvor man skal være forberedt på at forsvare sit projekt? Til det spørgsmål svarede Frans Gregersen, at det er begge dele. Som det også fremgår af hjemmesiden, så skal seminarerne også betragtes som et forum, hvor man skal lære at argumentere for sit projekt.
7. Status for kursusudbud, herunder sommerskole 2003
Kursusudvalget besluttede at følgende kurser skal udbydes:
Academic Survival Skills
16. januar, 30 januar, 13. februar, 27. februar og uge 13
Basis 1: uge 11
Basis 2: uge 4 (for de gamle), uge 15 (for de nye)
Akademiske afhandlinger II: uge 15
Statistisk metode i sprogvidenskaben: uge 19 (muligvis lave kurset i samarbejde med andre forskerskoler)
Sprogvidenskabelige forskningstraditioner: uge 25
Metodekurset: uge 35
Akademiske afhandlinger I: uge 39
Mht. materiale understregede Frans Gregersen at der max. må være 100 sider pr. blok – ca. 2-4 artikler.
I forbindelse med diskussionen om materiale stillede Tanya Christensen forslag om prioriteret læsning; hvis man ikke har mulighed for at læse det hele, kunne underviseren lave en liste over de vigtigste tekster. Alex Klinge påpegede dog, at underviseren ikke kan eller bør tage stilling til, hvad der er vigtigst for den enkelte stipendiat, eftersom projekternes fokus varierer meget.
På forskerskoleleder-mødet d. 5. juni, 2002 vedtog forskerskolelederne fra Nord, Syd og Øst, at temaet for sommerskolen 2003 bliver Sprog og Identitet.
Det er endnu ikke afgjort, hvor sommerskolen skal holdes.
8. Næste møde
Næste kursusudvalgsmøde holdes d. 27. februar, 2003, kl. 13-15
9. Eventuelt
Marianne Rathje stillede forslag om at holde en fest. (Jule)festen holdes d. 12 dec. Dorthe Scherling sender en mail ud om festen og inviterer samtidig folk til at melde sig til festudvalget.
Dorthe Scherling Nielsen, 10. oktober, 2002


