Kursusudvalgsmøde den 27. februar 2003 – Københavns Universitet

Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet
Resize Print Bookmark and Share

Forskerskole Øst > Referater > Kursusudvalg 27-02-03

Referat af kursusudvalgsmøde

Forskerskole Øst

27. februar 2003

 

Til stede:
Frans Gregersen, Forskerskoleleder, KU
Lars Heltoft, RUC,

Joan Lausen, Informationsmedarbejder

Ph.d.-stipendiater:
Tanya Christensen, RUC
Nina Sværke Hansen, HHK
Mads Poulsen, KU
Anne Mette Hansen, KU

Afbud:
Alex Klinge, CBS

Ph.d.-stipendiater:
Barbara Dragsted, CBS
Lars Stæhr Jensen, CBS


Referent: Joan Lausen

Mødet blev indkaldt med følgende dagsorden:

1. Meddelelser

2. Godkendelse af dagsorden

3. Overblik over årets kurser, mangler der noget, er der for meget af noget?

4. Intro-ark til Forskerskolen, jvf. Ninas forslag på repræsentantskabsmødet

5. Oprettelse af group-care mailliste

6. Deltagelse af andre end ph.d.-stipendiater på kurser

7. Basis II, evaluering af kurset i januar.

8. Evt.

9. Næste møde


1. Meddelelser

Frans Gregersen fremlagde planerne for et internationaliseringsstipendium fra SHF, der søges af Anna Kristina Hultgren til et kønsforskningsprojekt med titlen "Talking like a Man in a Service Job – an impossible task?"

Som det er nu skal stipendier søges gennem Forskerskoler og selve stipendiet administreres af den tilknyttede institution og ikke af SHF.

Hultgrens vejleder vil i givet fald blive Deborah Cameron, der også kunne komme på tale i forbindelse med summer school eller som gæsteforelæser i forbindelse med et FFF-arrangement i efteråret.

Ud over internationaliseringsstipendiet fortalte Frans Gregersen, at han lægger sidste hånd på årsberetningen, der skal sendes ind til den 1. marts. En kopi af denne er efterfølgende sendt ud til alle med forbindelse til Forskerskolen.

Frans Gregersen meddelte at det på et møde med det humanistiske fakultets økonomiansvarlige Jan Pedersen blev aftalt at skolen for hver af sine egne stipendiater betaler 50.000 kr. i uddannelsestilskud til KU (lige som det tidligere er aftalt med RUC for Petra Daryai Hansen), således at disse kan søge om rejseudgifter fra universitetet på helt lige fod med alle andre stipendiater.

I forbindelse med den økonomiske side af stipendierne blev det af Mads Poulsen foreslået, at der på hjemmesiden lægges links omhandlende skatteregler i forbindelse med udlandsophold samt at der lægges andre praktiske oplysninger ind om udlandsophold. Alle stipendiater opfordres til at indsende oplysninger om skatteforhold og udlandsophold, såfremt de ikke allerede har gjort dette. Mads Poulsen foreslog derudover, at man på skemaet til indsendelse af oplysninger om studieophold også anfører, hvad formålet med udlandsopholdet har været.

På hjemmesiden findes nu links til AILA’s arrangementskaldender og Joan er tilmeldt forskellige maillister, således at kalenderen løbende kan blive opdateret med de nyeste arrangementer.

Eftersom Forskerskolen i efteråret 2003 er blevet tildelt to FFF-arrangementer den 24/10-2003 og 14/11-2003, hvoraf den ene skal tilfalde datalingvisterne og den anden editionsfilologerne, blev det diskuteret, hvem der skulle inviteres til disse arrangementer.

Nina Sværke Hansen kunne fortælle, at datalingvisterne har besluttet sig for den 14/11-2003, og at man enten gerne vil invitere Barbara Hall Partee eller Nicola Guarino. Joan har taget kontakt til Per Anker Jensen fra SDU, der før har haft kontakt til Barbara Hall Partee.

Anne Mette Hansen måtte herefter sætte sig på den anden af de to foreslåede datoer, nemlig den 24/10-2003. Editionsfilologerne vil evt. gerne invitere en tysk gæsteforelæser og Anne Mette Hansen har talt med Johnny Kondrup herom. Allerhelst ville Anne-Mette Hansen invitere Stephen Nichols.

Anne Mette Hansen fremlagde herudover programmet for korpus-kurset, der vil blive afholdt den 12.-14. maj.


2. Godkendelse af dagsorden

Det blev meddelt, at punkt 3 på dagsordenen vil blive diskuteret på et ekstraordinært kursusudvalgsmøde den 20. marts (efter torsdagsseminaret) fra kl. 12.00-14.00. På dette møde vil også resultaterne af Forskerskoleledermødet den 19. marts blive fremlagt, herunder planerne for summer school.


3. Overblik over årets kurser, mangler der noget, er der for meget af noget?

Som nævnt ovenfor udskydes dette punkt


4. Intro-ark til Forskerskolen, jvf. Ninas forslag på repræsentantskabsmødet

Det blev besluttet, at Joan skal arbejde videre med oplægget. Intro-arket skal lægges på nettet og der skal laves en lille folder. Det foreløbige resultat til hjemmesiden kan ses ved at klikke her


5. Oprettelse af group-care mailliste

Det blev vedtaget, at der skulle arbejdes videre med oprettelsen af en groupcare mailliste. Joan har arbejdet videre med Sitescape, som Københavns Universitet anvender, og det undersøges pt. hvad prisen vil være. Det er meningen, at Forskerskole-deltagerne skal kunne sende mails ud til grupper af eget valg, man skal kunne oprette diskussionsfora og udveksle forskellige informationer.

Det blev i forbindelse med omtalen af maillister påpeget af Frans Gregersen, at han under et besøg i TV-byen i forbindelse med Academic Survival Skills kurset, af Connie Hedegaard fra DR2’s Deadline var blevet opfordret til, at Forskerskolen udarbejder en ekspertliste, således at både Forskerskolen og de studerende kan profilere sig udadtil. Joan har sendt en opfordring ud pr. mail til stipendiaterne.


6. Deltagelse af andre end ph.d.-stipendiater på kurser


Det blev besluttet, at basis-kurserne, herunder Basis I og II samt Sprogvidenskabelige forskningstraditioner og Metode-kurset vil blive åbnet for lovende specialestuderende samt potentielle ph.d.-stipendiater. Disse deltagere bliver optaget på kurserne på samme vilkår som de andre ph.d-stipendiater. Joan Lausen skriver til vejlederne om sagen.

I forbindelse med ovennævnte bemærkede Nina Sværke Hansen, at der til kurserne er en tendens til, at deltagerne skriver sig på præsenslisten til formiddagens forelæsning, hvorefter de forlader kurset men altså alligevel modtager et kursusbevis. Der vil derfor fra nu af blive sendt præsenslister rundt både formiddag og eftermiddag. Kursusudvalget beklager stærkt at det skal være nødvendigt!


7. Basis II, evaluering af kurset i januar.

Det kunne konstateres, at næsten samtlige deltagere på kurset ikke havde en stor forkærlighed for en af Henning Nølkes tekster, givetvis fordi den var på fransk. Det var kursusudvalgets indstilling, at der selvfølgelig ikke var noget at gøre, hvis man ikke kan fransk og der ikke fandtes en tilsvarende tekst på dansk. I den slags tilfælde vil en kort (ca. 1 sides) dåseåbner på dansk kunne lette tilegnelsen væsentligt.

Der var desuden enighed om, at samtaleanalyse er en vigtig del af kurset, idet man vil komme i kontakt med denne disciplin på flere måder som ph.d.-stipendiat. På det næste Basis II kursus kunne der dog uden væsentlige problemer afkortes i tiden til samtaleanalyse, idet der f.eks. er en hel summer school om emnet ved Forskerskole Syd. Det har efterfølgende vist sig ikke at blive nødvendigt.

Kursusudvalget er forbløffet/harm over, at der var en deltager, der i sin evaluering bemærkede, at det var negativt at kurset lå på RUC.

Nina Sværke Hansen bemærkede, at det ville være en fordel, hvis man for at opfriske hukommelsen i evalueringen anførte, hvem der havde været forelæsere på de enkelte blokke.

Nina Sværke Hansen efterlyste en evaluering af Basis I i januar, men Alex Klinge, der var tovholder på dette kursus, havde foretaget en mundtlig evaluering. Det blev besluttet, at der uden undtagelse skulle foretages en skriftlig evaluering efter hvert kursus.

Tanya Christensen bemærkede, at der hos visse stipendiater var en generel skepsis over for basis-kurserne.

Mads Poulsen tilføjede, at Forskerskolen efter hans mening ikke bør gøre basiskurserne til "flagskibe". Mads Poulsen mente, at det ville være uhensigtsmæssigt for en institution på højeste niveau, der skal profilere sig internationalt, at gøre basiskurserne til det primære satsningsområde; det bør andre, mere specialiserede kurser være.

Frans Gregersens kommentar hertil var, at basis-kurserne ikke skal opfattes som introduktioner. De skal også give et overblik over forskningsfronten lige nu inden for området. Men dette skal måske indskærpes over for vejlederne/underviserne.

Mads Poulsen mente, at man ikke kan profilere sig i udlandet, som ellers diskuteret på repræsentantskabsmødet, via basis-kurser og efterlyste arrangementer, der er mere målrettede inden for et emne.

Frank Gregersen påpegede, at sådanne arrangementer med relativt få deltagere skal markedsføres i udlandet, og at dette kræver opbakning fra fakultetet. Forskerskolen bliver nødt til at sikre sig, at der møder et vist antal op til mere specifikke arrangementer af rent økonomiske årsager.

Det blev til slut bemærket af Nina Sværke Hansen, at enkelte stipendiater havde givet udtryk for, at de var bange for at få for mange kursuspoint, idet dette kunne forhindre deres deltagelse i en kongres eller et andet kursus senere i forløbet. Men for mange kursuspoint har ingen betydning for, om man kan deltage i et arrangement senere i forløbet. Man kan ikke have for mange kursuspoint. Dette er bekræftet af Lisbeth Falster Jakobsen.


8. Eventuelt

Nina Sværke Hansen meddelte, at hun trækker sig ud af kursusudvalget. Kursusudvalget takkede Nina for hendes store indsats. Signe Poulsen vil tage Ninas plads.


9. Næste møde

Næste møde finder sted den 20. marts kl. 12.00-14.00 i lokale 2V.007, Handelshøjskolen i København

Dagsordenen for dette møde vil være:

1. Referat af Forskerskoleledermøde den 19. marts

2. Kursusudbud i fremtiden. Hvordan kan vi profilere os?

3. Alex skal på vejlederkursus i Odense. Diskussion om, hvordan man forbedrer vejlederkvaliteten

Joan Lausen, 10. marts, 2003