Referat af Vejlederseminar

Forskerskole ØST

30. maj, 2002 på KU

Til stede:

Ph.d.-stipendiater

Lise Bernhardt, Randi Benedikte Brodersen, Tanya Christensen, Petra Daryai-Hansen, Barbara Dragsted, Christina Fogtmann,  Nina Frederiksen, Jan Heegård, Torben Juel Jensen, Lars Stæhr Jensen, Benjamin Holst Kjeldsen, Tine W. Knoth, Xavier Lepetit, Mads Poulsen, Signe Poulsen, Pia Quist, Marianne Rathje, Lone Bo Sisseck 

Vejledere

Elisabeth Engberg-Pedersen, Karsten Friis-Jensen, Frans Gregersen, Kirsten Haastrup, Lars Heltoft,  Lisbeth Falster Jakobsen, Arnt Lykke Jakobsen Steen Jansen, Tore Kristiansen, Jens Nørgård-Sørensen, Inge Lise Pedersen, Birgit Rasmussen, Karen Risager, Hanne Ruus, Lene Schøsler, Bjarne Ørsnes 

og: Dorthe Scherling Nielsen, Informationsmedarbejder

Referent: Dorthe Scherling Nielsen

Et af Forskerskole ØSTs formål er at gøre vejledningen endnu bedre. Derfor havde F-ØST d. 30. maj, 2002 inviteret vejledere og ph.d.-stipendiater til seminar. Seminaret forløb som følger: Først mødtes ph.d.-stipendiater og vejledere hver for sig for frit at diskutere diverse problemstillinger i forbindelse med vejledning. Derefter samledes alle, og en repræsentant for ph.d.-stipendiaterne og en for vejlederne fremlagde det, grupperne var kommet frem til. Derefter var der sat tid af til diskussion. 

Ph.d.-stipendiaterne

Nina Frederiksen havde, i egenskab af kursusudvalgsrepræsentant, været ordstyrer hos ph.d.-stipendiaterne, og hun fremlagde de punkter, stipendiaterne havde diskuteret. Ph.d.-stipendiaterne havde valgt at anskue vejlederemnet fra to synsvinkler:

1)  ydre rammer 

2)  psykologiske omstændigheder

Ydre rammer

Ph.d.-stipendiaterne finder det vigtigt, at man i begyndelsen af sin forskeruddannelse får en afklarende, indledende samtale med sin vejleder. Ved denne samtale bør både stipendiaten og vejlederen fremkomme med deres forventninger til forløbet, såvel mht. til fordeling af vejledningstimer som mht. hvad meningen egentlig er med vejledningen. Det blev bl.a. nævnt, at det var essentielt at diskutere hvem, der har ansvar for hvad, samt at vejlederen melder ud, hvad han/hun er god til og kan og vil hjælpe med.

Der var enighed om, at fastlæggelse af rettigheder og pligter på et tidligt tidspunkt kan være med til at forebygge misforståelser senere. Ph.d.-stipendiaterne bemærkede også, at de meget gerne så, at vejlederen introducerede stipendiaten til et netværk – han eller hun skal ikke nødvendigvis være en ’reklamesøjle’ for stipendiaten, men det ville være fint, hvis stipendiatens navn og arbejde blev nævnt i relevante sammenhænge, og personen blev introduceret til eller henvist til relevante forskere fra ind- og udland.

Psykologiske omstændigheder

Det, der optog ph.d.-stipendiaterne mest, var problemstillinger ang. bivejlederen. Man fik indtrykket, at der især på Københavns Universitet er forvirring over de praktiske aspekter (f.eks. regler for betaling af bivejledere). Stipendiaterne udtrykte også bekymring over hovedvejlederes eventuelle ’reaktion’, hvis man ønsker bivejleder(e). Ønsket om at få forskellige faglige input, samt opsøge ekspertise i forbindelse med særlige aspekter af afhandlingen skaber usikkerhed hos nogle om, hvordan vejlederen vil tage/opfatte dette.

Vejlederne

Vejlederne havde også valgt at anskue emnet fra to synsvinkler:

1)  Ydre rammer:
fordeling af timeantal på hoved- og bivejleder
vejledning i forbindelse med udlandsophold 

2)  Indhold:
læse/rådgive
kontrollere
det ’psykologiske’ 

Ydre rammer:

Fordeling af timeantal på hoved- og bivejleder

Frans Gregersen gjorde, som fremlægger på vejledernes vegne, opmærksom på, at hvis en person gøres til bivejleder, kan denne ikke indgå i bedømmelsesudvalget for stipendiatens afhandling. Det er derfor helt afgørende at udnytte det sprogvidenskabelige netværk, som i øvrigt nu gerne skulle være blevet større i kraft af Forskerskolen, så dets ressourcepersoner får de rette roller i forhold til det samlede forløb.

[Efterfølgende kan det oplyses: Forskerskolen vil på baggrund af den usikkerhed om de formelle regler tage initiativ til at reglerne bliver præciseret for alle deltagende stipendiater. Dette vil forhåbentlig ske på et møde mellem studielederne og forskerskolelederen i juli.]

Vejledning i forbindelse med udlandsophold

Vejlederne foreslog, at stipendiaten skriver rapporter undervejs, således at vejlederen kan få en fornemmelse af, hvordan projektet udvikler sig under udlandsopholdet. Det er ofte svært at holde kontakten. Nogle stipendiater var ikke stemt for idéen, idet de mente, at de skriver nok rapporter i forvejen i forbindelse med uddannelsen.

Indhold:

Læse/rådgive

Frans Gregersen gjorde opmærksom på, at vejlederne meget gerne ser, at de får noget hurtigt på skrift fra stipendiaten (evt. som det blev afkrævet i forbindelse med afhandlingsskrivningskurset: indledning, disposition og konklusion (velvidende at alt dette kan og vil ændre sig voldsomt undervejs)), eftersom det er vigtigt at have materiale at vejlede på relativt hurtigt. For at undgå misforståelser blev det præciseret at ingen på dette tidspunkt kunne anse indledning, disposition og konklusion for bindende -  i det hele taget er det klart for alle vejledere, at projektet kan/skal udvikle sig undervejs. Lisbeth Falster Jakobsen bemærkede hertil, at det nok skulle udvikle sig, men ikke måtte ændre sig fundamentalt, da stipendiet er tildelt til et bestemt projekt. Frans Gregersen bemærkede, at man i Danmark, i sammenligning med andre lande, laver en meget præcis projektbeskrivelse, når man søger et stipendium, og det forventes derfor ikke, at det færdige projekt er en eksakt kopi af projektbeskrivelsen.

Kontrollere

Vejlederne gjorde opmærksom på, at det er op til stipendiaten selv at afklare med vejleder, hvad der skal ske med den sidste version af afhandlingen. Nogle vejledere ønsker/vil ikke se den sidste version, andre vil gerne og fremsætter også kommentarer, mens andre igen ser den sidste version men undlader kommentarer.  Der er mange forskellige slags vejledningsstil, og den kan i et vist omfang tilpasses stipendiat og projekt. 

Det ’psykologiske’

Vejlederne var enige med stipendiaterne i, at det er en god idé tidligt at præcisere forventninger og behov til vejledning, bl.a. for på et tidligt tidspunkt at opdage, hvis de to parter har modstridende syn på for mange ting. En samtale, hvor stipendiatens og vejlederens pligter og rettigheder bliver drøftet, er en god hjælp til at få indblik i, hvilken opfattelse begge parter har af vejledning. En sådan samtale kan også være med til at mindske risikoen for, at et vejlederskifte sker sent i forløbet – jo senere skiftet sker, desto større er risikoen for, at det bliver traumatisk for både vejleder og stipendiat. 

Vejlederne understregede, at de anser det for meget vigtigt, at problemer kommer frem på bordet, og at der bliver talt om tingene. 

Diskussion:

Det emne, der optog det meste af diskussionstiden var psykologiske og praktiske problemstillinger i forbindelse med bivejlederfunktionen.

Både Pia Quist og Lise Bernhardt vendte tilbage til punktet om hovedvejledernes eventuelle ’reaktion’, hvis stipendiaten ønsker en bivejleder. Frans Gregersen understregede, at hovedvejlederne ’havde vedtaget ikke at blive fornærmede’.

Inge Lise Pedersen påpegede, at stipendiaten skulle gøre sig klart, om han/hun ønskede en bivejleder af hensyn til mental support eller om det var af faglig nødvendighed.

Vejlederne gjorde opmærksom på, at man godt kunne bede de fastansatte om hjælp og råd på områder, hvor de har ekspertise uden absolut at skulle have dem som bivejledere. Det er altså tilladt (og gratis) at tage en uformel snak et par timer med personer, der har den nødvendige ekspertise til at hjælpe med specifikke problemer. Elisabeth Engberg-Pedersen problematiserede de økonomiske konsekvenser, og der blev opnået konsensus om, at det måtte være op til den fastansatte selv at trække grænsen mellem faglig meningsudveksling (gratis) og (bi)vejledning (honoreret efter gældende regler). 

Steen Jansen bemærkede, at selv om lektorer/professorer ofte har travlt, så måtte stipendiaterne ikke tøve med at opsøge dem. Stipendiaterne skulle se sig selv som kollegaer – lektorer/professorer er meget interesseret i at tale med stipendiater, eftersom henvendelsen kan være fagligt udbytterig for begge parter.

Frans Gregersen mente, at stipendiaterne skulle være opmærksomme på, at jo flere bivejledere en stipendiat har, desto færre timer er der til hver. Derudover er det vigtigt, at der er en klar fordeling af ansvar mellem hoved- og bivejleder – hvis der er for mange bivejledere, er det svært for hovedvejlederen at have overblikket og det er ham eller  hende der i sidste ende skal skrive under på at alt er gået tilfredsstillende. 

Stipendiaterne ønskede at vide, om man kan spare vejledningstimer op. 

Hvis man f.eks. ikke har brug for så mange timer i en periode, kan man så ’gemme’ disse timer til året efter. Vejlederne mente, at stipendiaterne skulle tale om dette med deres individuelle vejledere, men umiddelbart forekom det at være rimeligt og rigtigt.

For stipendiaterne var det afgørende, at de både i teori og praksis indgik i et forskningsfællesskab med de fastansatte herunder evt. vejledere. De har meget ofte en specialkompetence, som må være en væsentlig del af institutternes samlede forskningsprofil på et givet tidspunkt.

Lise Bernhardt var interesseret i at høre forsamlingens mening mht., om ph.d.-afhandlingen skal anses for at være stipendiatens og vejlederens ’fælles barn’. De fleste var stemt for at anskue problematikken på følgende måde: Vejlederne skal hjælpe med at få ’barnet’ til verden og har et vist ansvar for, at det så opfører sig ordentligt (dvs. overholder de formelle regler), men i sidste ende er afhandlingen naturligvis ph.d.-stipendiatens ansvar. Her adskiller humaniora sig fra en række af de ’hårde’ videnskaber, hvor vejleder ofte også er laboratoriechef og derfor dirigerer forskningen og tegner resultaterne. ´

Til slut blev det besluttet, at Forskerskole ØST holder endnu et vejlederseminar, vinter, 2003, hvor der bl.a. vil blive diskuteret kontrakter. 

Referent: Dorthe Scherling, 9. juli, 2002