Forskerskole Øst > Udlandsophold > Postkort > Marie Maegaard

Postkort fra Marie Maegaard

Kære allesammen

Cardiff er kendt som ‘The Raniest City in UK’, og det siger jo ikke så lidt. Så det var med bange anelser, jeg stuvede mig selv og familien ind i vores ældgamle Volvo og kørte af sted mod Wales. Men faktisk er vejret slet ikke så galt endda. Vi har været af sted i knap to måneder, og de første 14 dage så vi godt nok ikke et solstrejf, men den sidste måneds tid har det været dejligt.

Hmmm... nu tjekkede jeg lige vejrudsigten og på UK Weather ser den således ud: 

Så okay, det er ikke Mallorca...

Cardiff er på størrelse med Århus, og Universitetet er relativt stort (22.000 studerende) og ligger ret centralt placeret i byen. Jeg er tilknyttet Centre for Language and Communication Research og får vejledning af Peter Garrett og Nikolas Coupland – når de da har tid til det... Man kan godt mærke at undervisningspresset her er en del hårdere end på KU. Når semestret er i gang, er det sjældent man møder en forsker som ikke er på vej enten til eller fra undervisning.

 Centre for Language and Communication Research er et spændende sted. I øjeblikket arbejder de meget med sprog & globalisering som de har fået en stor bevilling til. Ellers beskæftiger de sig især med områder som sociolingvistik, funktionel
-systemisk lingvistik og diskursanalyse. Jeg følger to kurser regelmæssigt: ‘Discourse as Social Interaction’ hos Justine Coupland og ‘Multimodality’ hos Theo van Leuwwen, og begge dele er ret godt. Ellers sidder jeg mest med ørerne i maskinen og lytter på alle mine mange optagelser, pyyhhh. Jeg har i øjeblikket eget kontor, men det er absolut ikke reglen at phd-studerende har det. Lige da jeg kom herover, måtte jeg leve et nomadeliv på gangene og i de åbne PC-rum, senere avancerede jeg til at få udleveret en nøgle til et aflåst PC-rum, og nu har jeg så endelig fået adgang til eget kontor. Men snart skal jeg nok flytte igen.

Men en ting er universitetsverdenen, noget andet er virkeligheden udenfor. Eftersom jeg har medbragt både mand og to børn, har livet uden for murene været mindst lige så vigtigt som livet inden for. Vi er flyttet ind i et lille, grimt britisk rækkehus med spraglede tapeter og væg-til-væg-tæpper. Hvis I nogensinde har set en Mike Leigh-film, så ved I hvordan der ser ud. Her er nu meget hyggeligt, og efter at vi har fået lukket et hul i hækken indtil naboen, kommer hans to glubske rottweilere heller ikke på uanmeldte besøg i vores have konstant. Jeg måtte skovle ca. 30 af deres efterladenskaber væk før vi kunne komme til at bruge haven (vi overvejede at kyle dem ind over hækken igen, men prioriterede det gode naboskab højere – og var måske også en lille smule bange for de to frådende rovdyr). Vi er efterhånden ved at falde til herovre, men det har været en stor omvæltning for os allesammen, og vi har skullet igennem en masse bøvl for at få det hele til at fungere. Jeg synes nu alligevel at det er det værd, og kan helt klart anbefale andre at tage familien med på udlandsophold hvis man overhovedet orker.

Nå ja, så er der naturen! Cardiff er en hyggelig by på mange måder, men den er ikke en arkitektonisk perle, og her er meget traffik, men kører man bare en halv time uden for byen, er der utrolig smukt. Forrevne klippekyster, bølgende grønne bakker og selvfølgelig en masse får. Gower-halvøen var f.eks. det første sted i UK, som blev fredet med titlen ‘Area of Outstanding Natural Beauty’, og den titel lever den til fulde op til. Eller Gwyr som det jo egentlig hedder på walisisk. Wales er officielt tosproget, og alle skilte er på både walisisk og engelsk. Det interessante er, at der efter alt at dømme ikke er nogen der har walisisk som deres førstesprog, så dobbelskiltningen er rent politisk og har at gøre med walisisk identitet og selvstændighed – ‘vi er ikke England’. Hvilket minder mig om, at Wales lige har vundet ‘Six Nations’-turneringen i rugby her i weekenden. Intet er så stort som rugby herovre, og først at banke England og siden vinde hele turneringen er så fantastisk, at folk kører rundt med walisiske flag på bilerne og dytter, hænger flag ud af vinduerne eller binder dem fast på sig selv, går med tøj i waliske farver osv. selv her flere dage efter kampen.

Nok om det. Nu kører jeg vist ud af for mange tangenter. Ville bare lige sende jer alle en hilsen fra Wales. Vi ses igen til sommer.

Kærlige hilsener

Marie