Forskerskole Øst > Udlandsophold > Postkort > Postkort Pia Quist

Postkort fra Pia Quist

Kære Forskerskole-venner.

Jeg vil forsøge at følge op på traditionen – forbilledligt startet af Mads – og sende jer alle en hilsen fra det udenlandske. Her er sket så meget at det i grunden føles som meget længere end to måneder siden at jeg tog herover. Jeg er allerede mere eller mindre lullet ind i den daglige campus-rytme som lægger rammerne for hele min dag. Jeg har i flere år haft lyst til at prøve et rigtigt campus-liv, og det må man sige sker nu. Men det gør nu ikke så meget at tænke på at det er ovre igen om to måneder, for det kan næsten blive for meget. ALT er lagt i rammer omkring studielivet. Måltider, sport, indkøb og sociale aktiviteter sker på campus. Jeg kan således leve hele mit liv mellem de gamle spanske bygninger og de fine flisebelagte stier på Stanford. Her er ingen huller i vejene, ingen osende biler, ingen hjemløse. Her er 12.000 super-privilegerede studerende der alle ligner hinanden i deres røde eller blå Stanford-sweatshirts (jeg må hellere se at få anskaffet mig en). Her er 20 meter høje palmer, hvorom det siges at de hver koster det samme som en studerendes hele uddannelse på Stanford. Her er posthus, bank, butikker, boghandel, restauranter i flere prisklasser, sportsfaciliteter af enhver slags og en gratis shuttlebus hvis man ikke gider gå. Når man er indenfor, og man har sit Stanford-kort, er der fri adgang til det hele. Jeg kender et andet sted i dette land hvor det er lige sådan: Disneyland.

Men når man bare har sig selv og sit phd.-projekt, er campus-livet meget bekvemt. Og jeg kan ikke nægte at jeg nyder det. Jeg har en kontorplads i et lille kontor uden vinduer som jeg deler med to andre. Jeg "går til noget" hver dag. Mandag, onsdag og fredag følger jeg Penny Eckerts 'Language and Gender'-klasse som er en slags Stanford-klassiker der tiltrækker mere end 90 studerende. Tirsdag følger jeg kurset 'Language and Political Economy'. Ja, så er der jo torsdag tilbage… og hvad er så på programmet der? Fra kl. 11 til 11:50: Klatring! Ugens stjernestund. Jeg tager simpelthen en times klatreundervisning mellem alt det andet. Andre går til klarinet eller svømning, så hvorfor ikk? Her er en klatrevæg, ikke langt fra instituttet.

'Stanford Linguistics' er et lille institut, men bestemt ikke kedeligt. "Socio-gruppen" består af Penny Eckert, John Rickford og 7-8 phd.-studerende. De mødes to gange om ugen (så det er for resten også på mit program). Tirsdag er det 'Dissertation discussion' – her diskuterer man løbende hinandens projekter, og i sidste uge præsenterede jeg mit projekt. Torsdag er der "Socio-rap" som vel svarer til vores Sociolingvistiske Studiekreds derhjemme. Det er åbent for alle, og sommetider er der inviterede gæster.

Sådan ser mit liv på Stanford altså ud. Hov, jeg var lige ved at glemme Arnold. Nååå, men det beviser i øvrigt bare at jeg er ved at blive en rigtig stanfordstuderende. Den slags vedrører egentlig ikke livet her. Nogle andre mennesker uden for campus har åbenbart stemt på en bodybuilder til guvernørvalget. Men det snakker vi ikke om.

Jeg håber I alle har det godt derhjemme. Jeg kommer hjem d. 22. december, så jeg kan desværre ikke nå hjem til Forskerskolens julefrokost. Øv. I må have en rigtig god jul(efrokost) når den tid kommer. Vi ses efter jul engang.

Mange kærlige hilsner

Pia